At tage på ferie med et tagtelt har mange fordele. Vi har listet 5 af dem her!

At tage på ferie med et tagtelt har mange fordele. Vi har listet 5 af dem her!

Af Lotte Gaardboe i Inspiration

Du stjæler showet på campingpladsen
Du kan godt regne med, at denne måde at campere på tiltrækker opmærksomhed. Det starter, så snart du ankommer til en campingplads, for de fleste genkender ikke straks den firkantede kasse på taget af din bil som et tagtelt. Når så de andre campister ser, at du slår lejr på kun få minutter, står de med åben mund, polypper og nysgerrige blikke. Når teltet er slået op, kan du godt forvente, at folk stopper op og kigger. Der er nemlig ikke mange, der i forvejen har set eller overhovedet ved, at tagtelte eksisterer.   

Du har opsat din lejr ultrahurtigt
En af de største fordele ved et tagtelt er, at du på ingen tid har opsat din lejr. Med den utrolig nemme installation kan du slå lejr på ingen tid, og det er ren fortjeneste, for jo hurtigere opsætningen er, jo hurtigere sidder du med benene oppe. Intet besvær med pløkker, sammenfiltrede teltsnore og luftmadrasser, som du skal pumpe op. Madrassen er allerede installeret i teltet, og du behøver kun at tage din sovepose eller dyne og pude ud fra bagklappen, så er du færdig. Når du er klar til at fortsætte din rejse, tager det kun få minutter at slå det hele sammen igen. I nogle tagtelte kan du endda lade dit sengetøj blive i teltet, når det klappes sammen – så fylder det heller ikke i bilen. Det er da praktisk!

Samme frihed som i en autocamper
Selvom du har færre faciliteter til rådighed med en bil med tagtelt end i en autocamper, kan du opleve den samme frihed. Den store fordel i forhold til en autocamper er, at du tager på ferie med din normale bil, som i mange tilfælde kører meget mere behageligt, økonomisk og hurtigere end en autocamper. Desuden kan du parkere og overnatte på steder, en almindelig autocamper ikke kan. Det er altså både lettere og mere økonomisk end en autocamper.

Højt og tørt
I et telt på jorden bliver det til tider hurtigt klamt og fugtigt. Det skyldes, at teltet står på jorden, som simpelthen frigiver fugt om natten og om morgenen. Hvis du sover i et tagtelt, generer det dig meget mindre. Du ligger højt og tørt. På denne måde har du meget færre problemer med kondens i teltet, og din sovepose bliver ikke våd, hvis den rører ved teltdugen. Desuden skal du ikke bekymre dig om våd eller ujævn jord samt kryb og kravl.

Superhyggeligt
At sove i et telt på taget af din bil giver en helt anden følelse end at sove i et telt på jorden. Det er meget hyggeligere, end du måske forestiller dig. Er du uheldig med vejret, så tænd en lampe i teltet, find en god bog frem, og nyd livet på toppen.